2022-24-0152-00552

Svin fik bagben i klemme og svært læderet under bevægelse af mellemdækket i transportvognen

20-10-2022

Skrivelse af 31. januar 2022 fra Nordjyllands Politi (5100-89110-00219-21).
Under bevægelse af mellemdækket i transportvognen fik et slagtesvin et bagben i klemme medførende akut knoglefraktur, afrivning af klovben og hornvæv, samt iturivning af bløddelsvæv.

Rådet udtalte 21. oktober 2022:

Spørgsmål 1:

Er det Rådets vurdering, at en skade som den beskrevne kan være fremkommet ved bid, tråd eller lignende fra andre grise, der befandt sig i samme rum som den skadede gris?

Svar ad 1:

Følgende fremgår af embedsdyrlægens anmeldelse af 23. september 2021: ”På bilens midterste dæk befandt der sig en gris, der i forbindelse med aflæsningen af de øvrige dyr stod tilbage på rampen og vægrede sig mod at gå. Grisens venstre bagben var blodindsmurt og dyret tog ikke støtte på dette. Det kunne konstateres, at dyrets tå var blevet knust og at den yderste del af tåen sad i en unaturlig vinkel, hvorfor dyret øjeblikkeligt blev aflivet på stedet. Efterfølgende kunne der lidt længere fremme i bilens venstre side i køreretningen konstateres blodspor (billede 4) som tegn på at skaden sandsynligvis var sket her. Skaden på dyrets ben antages at være opstået under hævning af det midterste dæk, hvor dyret har fået det yderste af højre forben ud mellem tremmerne i siden af bilen. Ved undersøgelsen efter aflivning af dyret kunne konstateres, at den nederste del af benet var delvist afrevet ud for kodeled og mellem klove og biklove. Ved den kødkontrolmæssige undersøgelse efter slagtning …, fandtes ud over den beskrevne læsion af tåen (billede 7-9), tillige udbredt og højgradig nedbrydning af muskulaturen i de store muskelgrupper foreneligt med smerterelateret stresspåvirkning (billede 6). Slagtekroppen blev grundet disse forandringers voldsomhed totalkasseret. Det afskårne præparat (venstre bagben med tilhørende hudstykke med identifikationsnumre, (billede 5 og 7), blev umiddelbart efter afskæringen undersøgt og efterfølgende frosset ned. Der kunne iagttages lædering af huden næsten hele vejen rundt om benet i en skrå vinkel, således at læsionen på oversiden af benet involverede området ud for kodeleddet og på bagsiden af benene var i området mellem klove og biklove. Kun på bagsiden af benet var huden relativt intakt. På forsiden af benet strakte læsionen sig ned gennem hud, underhud, knogle og ned til bøjesenen på bagsiden af knoglestrukturerne.”

Af sektionsattest af 10. december 2021 fra Sektion for Patologi, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, KU-SUND fremgår følgende vedrørende præparaterne fra slagtesvin nr. ...:

”Sektion: ….. I relation til den distale del af bagbenet fandtes en dorsalt beliggende, dyb, V-formet ulceration med spidsen pegende i proximal retning umiddelbart proximalt for biklovene. Hvert ben i V’et havde en længde på ca. 7 cm. Der fandtes nær komplet afrivning af de to hovedklove i det proximale tåled. Ved inspektion af såret fandtes der udtalt laceration af bløddelsvævet og ledbrusken på både metatarsalerne og de proximale tåknogler på begge hovedklove. Den proximale tåknogle på den mediale hovedklov fandtes fraktureret, og den laterale hovedklov fandtes misfarvet og fortykket med distalt vævstab, idet klovben og horn var afrevet ca. 1 cm distalt for klovranden, resulterende i central blottelse af den resterende distale tåknogle. Sårranderne fandtes regulære og misfarvede som følge af blødning. Der fandtes stedvise blodkoagler i såret. Der blev udtaget væv fra repræsentative områder af såret til histologisk undersøgelse.

Konklusion: Baseret på ovenstående fund kan det konkluderes, at præparatet er sæde for en akut ulceration med nær afrivning af de to hovedklove på venstre bagben, herunder med udtalt laceration og tegn på knusning af vævet, samt tab af knoglevæv. Med udgangspunkt i den histologiske undersøgelse vurderes skaden at have en alder på ca. 2-4 timer.”

De beskrevne forandringer i grisens venstre bagben er karakteriseret ved akut knoglefraktur, afrivning af klovben og hornvæv, samt iturivning af bløddelsvæv, hvilket har krævet, at benet er blevet påvirket med betydelig, udefrakommende kraft. Det kan udelukkes, at skaderne på nogen måde er påført af andre grise.

Spørgsmål 2:

Svares der benægtende på spørgsmål 1, skal jeg spørge, om rådet finder, at dyret i ved i forbindelse med transporten at have fået en skade som den beskrevne, derved ikke er blevet beskyttet bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe og i bekræftende fald, om rådet finder at dyret har været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling.

Svar ad 2:

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Rådet skal bemærke, at enhver form for transport af levende dyr skal ske i særligt indrettede transportvogne, som anvendes på en måde, der forebygger enhver beskadigelse af dyrene under læsning, transport og aflæsning af disse. Lægges ovenstående beskrivelser sammenholdt med billedmaterialet til grund, finder Rådet, at grisen, ved under transporten/aflæsningen at være blevet klemt i transportvognens bevægelige dele, har været udsat for den højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Rådet finder, at grisen derved har været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr med karakter af mishandling, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2 og 3.

Spørgsmål 3:

Giver sagens fakta rådet anledning til yderligere bemærkninger?

Svar ad 3:

Nej, rådet har ikke yderligere kommentarer.

Afgørelse:

Påtaleopgivelse i medfør af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2, da anklagemyndigheden ikke vurderede, at sigtede ville blive fundet skyldig i overtrædelsen baseret på afsagte domme i tidligere sager af tilsvarende karakter.