2020-24-0152-00234

Støttehalt og bevægelseshæmmet slagtesvin blev transporteret til slagteri

12-10-2020

Skrivelse af 24. marts 2020 fra Østjyllands Politi (4200-89110-00011-19).
Embedsdyrlægen observerede ved det levende syn på slagteriet et slagtesvin, som ikke kunne følge med de andre. Det var støttehalt på højre bagben samt gangbesværet på forbenene, som var krumme. Det havde endvidere ætsninger på venstre skinke og bugen.


Rådet udtalte 13. oktober 2020:

Spørgsmål 1:

Såfremt ovennævnte vedrørende grisen lægges til grund, har den derved den 28. november 2018 og i ti­den forud herfor i besætningen været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?

Svar ad 1:

Følgende fremgår af anmeldelse af 22. februar 2019:

”Dyret var ikke i stand til at følge med de andre svin, og gik langsomt, slingrende og nikkede med hovedet. Dyret var tydeligt støttehalt på højre bagben, og forsøgte kon­stant at aflaste bagbenet. Samtidigt udviste den også smertepåvirkning fra forbenene, som sitrede og var krogede/krumme, se foto 4 i bilag 2. Grisen ville gerne lægge sig, men det var tydeligt, at den havde besvær med at flytte vægten rundt på benene, så den kunne komme til at lægge sig. I forbindelse med at lægge sig rystede grisen vold­somt…  Da slagtesvinet endelig fik lagt sig kunne den kun med meget besvær rejse sig igen.

Højre bagben var kraftigt fortykket omkring haseleddet, se foto 1, 2 og 3 i bilag 2.

Dyret var i perioder alment upåvirket og nysgerrig, mens den til andre tider virkede stresset. Dyret så ud til at være i normalt huld. Der blev ikke taget temperatur.

Det vurderes, at dyret var støttehalt (tydeligt halt, men tog dog støtte på benet) i mid­del til svær grad på pågældende bagben, dog var graden svær at vurdere, idet begge forben også var påvirkede og ømme. Dog aflastede grisen det højre bagben igennem hele undersøgelsesperioden. Bagbenet var væsentligt mere ømt efter hvileperioder… Slagtesvinet havde ætsninger på venstre skinke og bug…”

Det kan ses af de fremsendte videoklip, at svinet flere gange er ved at miste balancen i forsøget på at aflaste højre bagben.

Materiale fra slagtesvinet blev sendt til patoanatomisk undersøgelse på Sektion for Patologi, Institut for Veterinær og Husdyrvidenskab, KU SUND, der fandt følgende:

”Højre bagben:
Præparatet målte ca. 65 x 33 cm. Ved modtagelsen var der lavet et saggitalt snit mel­lem de to hovedklove og op gennem haseleddet.

Ved inspektion af haseleddet fandtes en kronisk proliferativ artritis. Ledkapslen om­kring haseleddet var fortykket grundet nydannet bindevæv (periartikulær fibrosering) med en tykkelse på op til ca. 4 cm. Ydermere fandtes periartikulær knoglenyddannelse.

Ved åbning af knæleddet fandtes intet abnormt.

Ved sektion af højre og venstre forben fandtes intet abnormt.

På baggrund af ovenstående fund kan det konkluderes, at højre haseled er sæde for en kronisk proliferativ artritis med periartikulær fibrosering og knoglenydannelse. Base­ret på tykkelsen af det nydannede bindevæv og de periartikulære knoglenydannelser vurderes forandringerne at have en alder på flere uger.”

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Rådet finder, at slagtesvinets tilstand har været tydelig og let erkendelig. Dets situation burde for længst ved de daglige tilsyn have været erkendt og afhjulpet, hvilket ud fra det foreliggende bedst ville være sket ved, at det var blevet flyttet til sufficient indrettet sygesti og behandlet, tilset af en dyrlæge eller aflivet, eventuelt med efterfølgende slagtemæssig behandling.

Lægges ovennævnte og det medfølgende billedmateriale til grund, finder Rådet, at slagtesvinet under opholdet i besætningen har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentligt ulempe, ligesom det ikke har været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til dets behov.

Rådet finder, at slagtesvinet har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyreværnslovens §§ 1, 2 og 3, stk. 1.

Spørgsmål 2:

Kan Rådet udtale sig om skadens alder på højre bagben?

Svar ad 2:

Rådet finder, at forandringerne på højre bagben har en alder på flere uger. Se endvidere svar ad 1.

Spørgsmål 3:

Såfremt ovennævnte vedrørende grisen lægges til grund, har den egnet derved under transport fra besæt­ningsadressen til Slagteriet … den 28. november 2018 været udsat for uforsvarlig behand­ling, grovere uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling.

Svar ad 3:

Lægges sagsakterne samt svar ad 1 til grund, finder Rådet, at svinet ikke var egnet til transport. Ved at være læsset og transporteret til slagteriet bevægelseshæmmet som beskrevet i sagsakterne og fotomaterialet har slagtesvinet været udsat for risiko for bid og puf fra de andre svin og stød mod vognens sider. Herved har det været udsat for betydelig grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Rådet finder, at svinet under læsningen og transporten har været udsat for uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens § 1.

Spørgsmål 4:

Giver sagen i øvrigt Rådet anledning til bemærkninger?

Svar ad 4:

Nej.

Afgørelse:

Der var tre tiltalte i sagen, besætningsejer, transportvirksomhed og chauffør, med påtaleopgivelse for transportvirksomhed og chauffør, med anklagemyndighedens henvisning til Vestre Landsrets dom af juni 2022 om strafbortfald, jf. Fødevarestyrelsens praksisændring for sanktionering på transportområdet.

Tiltale mod besætningsejer opretholdt, tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 2, jf. stk. 1, jf. stk. 12, jf. § 2 og § 3, jf. bekendtgørelse nr. 26 af 13. januar 2020 § 37, stk. 1, nr. 1, jf. transportforordningen - artikel 3, litra b og artikel 8, stk. 1, jf. bilag I, kapitel I, pkt. 1, og pkt. 2, litra a, ved i flere uger at have udsat en gris for grovere uforsvarlig behandling, og undladt give den en passende behandling ved sygdom, herunder at tilkalde en dyrlæge, eller lade grisen aflive, idet grisen som følge af ledbetændelse var støttehalt på bagben og som følge heraf havde ætsninger på lår og bug, som tegn på at den havde ligget ned gennem en længere periode, og på trods af dette lod den transportere fra besætningsadressen til slagteriet, selvom den ikke var egnet til transport.                      

Besætningsejer blev idømt bødevedtagelse på 10.000 kr. dog frifundet i relation til at grisen var mager, da det efter det fremlagte uddrag af Fødevarestyrelsens anmeldelse, gengivet i skrivelsen til Det Veterinære Sundhedsråd, fremgik at ”dyret så ud til at være normalt huld”.

Dommeren fastsatte forvandlingsstraffen til fængsel i 10 dage og tiltalte at betale sagens omkostninger.