2022-24-0152-00566

Landmand kastrerede 5 uger gamle svin under bedøvelse og med smertebehandling

22-11-2022

Skrivelse af 5. april 2022 fra Nordjyllands Politi (5100-89110-00019-22).
Landmand kastrerede 5 uger gamle svin under bedøvelse og med smertebehandling.

Rådet udtalte 23. november 2022:

Spørgsmål 1:

Om besætningsejer eller dennes ansatte ved uden brug af dyrlæge, at have kastreret 5 uger gamle grise, derved har undladt at behandle dyrene omsorgsfuldt og udsat grisene for unødig smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe og i bekræftende fald

Spørgsmål 2:

Om besætningsejer eller dennes ansatte har udsat grisene for uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling grundet antallet af grise samt den klare overskridelse af lovgivningen på 7 dage.

Svar ad 1 og 2:

Følgende fremgår af embedsdyrlægens anmeldelse af 3. februar 2022:

”Landmanden har på kontroldagen samme dag kastreret 16 kuld hangrise på 5 uger. Grisene var lige kastreret om formiddagen inden kontrolbesøget, og gik stadig hos søerne i farefoldene. Landmanden oplyser at grisene har fået lokalbedøvelse og smertelindring i forbindelse med indgrebet.”

Dyr er levende væsener og skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Uddannet lægmand må kastrere smågrise yngre end 7 dage og ældre end 2 dage under nærmere givne betingelser. Grise, der er over 7 dage gamle, må kun kastreres, hvis grisen er bedøvet, inden kastrationen foretages, og hvis der samtidig gives længerevarende smertebehandling. Kastrationen skal foretages af en dyrlæge.

Kastration af 5 uger gamle grise stiller større krav til faciliteter og bedøvelse end kastration af grise yngre end 7 dage, og der kan opstå komplikationer, der kræver veterinærfaglig viden og udstyr til at løse og skal foretages af en dyrlæge.

Det fremgår af sagsakterne, at grisene havde fået lokalbedøvelse og smertelindring i forbindelse med kastrationen.

Det fremgår ikke af sagsakterne, hvilke bedøvelsesmidler/eller smertelindrende midler herunder doseringen, der var anvendt ved kastrationerne.

Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at de 5 uger gamle grise, som er blevet kastreret af ejeren, har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom de ikke er behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til deres behov.

Rådet finder, at grisene har været udsat for mindst groft uforsvarlig behandling af dyr jf. dyrevelfærdslovens §§ 1, 2 og 3 samt §§ 43 og 44 i bekendtgørelse nr. 1742 af 30. november 2020 om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af grise.

Spørgsmål 3:

Giver sagens fakta rådet anledning til yderligere bemærkninger.

Svar ad 3:

Nej, sagen giver ikke Rådet anledning til yderligere kommentarer.

Afgørelse:

Besætningsejer tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 2, jf. stk. 1 samt stk. 12 ved den 2. februar 2022, i forbindelse med udøvelse af erhverv, at have behandlet 16 kuld hangrise groft uforsvarligt, ved at have kastreret grisene, selvom de var mere end 7 dage gamle.

Sagen afgjort ved bødeforelæg på 40.000 kr.