2022-24-0152-00571

Gris med udposning ved navlestedet med sår blev transporteret til et samlested

19-12-2022

Skrivelse af 25. marts 2022 fra Midt- og Vestjyllands Politi (4100-89110-00108-21).
Ved det levende syn på samlestedet observerede embedsdyrlægen en gris på ca. 30 kg med en stor udposning ved navlestedet og et sår på udposningens underside.

Rådet udtalte 20. december 2022:

Spørgsmål 1:

Har grisen et stort brok med komplikationer? Svaret bedes begrundet.

Svar ad 1:

Følgende fremgår af embedsdyrlægens anmeldelse af 12. juli 2021:

”Grisen havde et almindeligt huld og vurderes til en vægt på omkring 27-30 kg. Brokket var fast og spændt at føle på. Det var svært at tippe brokket til side, men et sår kunne ses og der blev taget et billede af brokket både fra siden og med kamera holdt nedenunder grisen. Brokket var omkring 9 cm lang og såret havde en størrelse på omkring 8 cm… Allerede ved at bøje sig en smule ned kunne det formodes, at der var et sår under brokket, idet brokket ikke virkede til at være pænt rundt for neden men mere affladet/lige i det. Det blev tydeligt ved foto nedefra, at der var et relativt stort sår på brokkets underside … Såret så tørt ud … Det vurderes, at såret har haft en alder på over 24 timer.”

Lægges ovennævnte og sagsakterne til grund, finder Rådet, at grisen havde en stor og spændt udposning ved navlestedet med komplikationer i form af et alvorligt, åbent sår på udposningens underside.

Spørgsmål 2:

Har grisen ved ikke at være blevet aflivet på et tidligere tidspunkt i besætningen, derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?

Svar ad 2:

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Opholdsrum eller opholdsarealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses.

Rådet finder, at grise med store brok/udposninger ved navlestedet eller sådanne med sår/begyndende sår straks skal flyttes til sygesti med et tykt lag strøelse og lav belægning. Her skal de løbende underkastes omhyggelig vurdering ved de daglige tilsyn. Såfremt såret ikke forbedres med udsigt til opheling, skal dyrene tilses af en dyrlæge og behandles eller aflives.

Såfremt grisen i besætningen ikke var opstaldet i sygesti, finder Rådet, at den, ved at være unddraget flytning til sygesti med blødt underlag og lav belægning eller aflivning, og ved forud for transporten til samlestedet at fremstå med en større udposning ved navlestedet med komplikationer i form af et sår, under opholdet i besætningen, har været udsat for en betydelig grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Rådet finder, at grisen, i det tilfælde, under opholdet i besætningen har været udsat for uforsvarlig behandling, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2, 3 og 18, stk. 1.

Spørgsmål 3:

Har grisen været transportegnet?

Spørgsmål 4:

Har grisen været egnet til skånetransport adskilt fra andre dyr?

Spørgsmål 5:

Har tilstanden været erkendelig forud for transporten, og i bekræftende fald i hvilket omfang?

Spørgsmål 6:

Kan tilstanden være blevet forværret under transporten, og i bekræftende fald i hvilket omfang?

Spørgsmål 7:

Har grisen ved at blive transporteret, derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?

Svar ad 3-7:

Af embedsdyrlægens anmeldelse af 12. juli 2022 fremgår følgende:

”Under aflæsningen blev der opdaget et svin med et stort brok i forhold til grisens størrelse. Alene brokkets størrelse gjorde, at grisen ikke var egnet til eksport. Efter at dyret var taget fra til sygestien blev den undersøgt nærmere. Det kunne ses, at der var et sår på undersiden af broksækken.”

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Rådet anser grise med større brok/udposninger og brok/udposninger med komplikationer i form af sårdannelser på udposningen/broksækken for uegnede til transport. Dette gælder også selv om grisen har været separeret fra andre grise under transporten.

Rådet finder, at grisens tilstand, med en større udposning ved navlestedet med et alvorligt sår på undersiden, burde have været erkendt og afhjulpet i besætningen, og dyret burde således ikke have været læsset og transporteret til slagteriet.

Rådet kan ikke udelukke, at der under transporten kan være opstået overfladiske beskadigelser i sårfladen på udposningen. Sårets størrelse og dets generelle karakter har imidlertid ikke ændret sig som følge af transporten.

Lægges ovennævnte og sagsakterne til grund, finder Rådet, at grisen under læsning og transport til samlestedet har været udsat for betydelig grad af smerte, lidelse, angst og væsentlig ulempe.

Rådet finder, at grisen har været udsat for uforsvarlig behandling, jf. dyrevelfærdslovens § 2.

Afgørelse:

Påtaleopgivelse efter reglerne i retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 4 for både besætningsejer og transportør, da det vurderedes at de omkostninger og den tid, det ville kræve at gennemføre en retssag, ikke stod i rimeligt forhold til forventet straf.