2022-24-0152-00541

Et svin fik læderet et forben i forbindelse med hejsning af transportdækkene på transportvognen

04-07-2022

Skrivelse af 4. februar 2022 fra Nordjyllands Politi (5100-89110-00226-21).
Et svin fik læderet et forben i forbindelse med hejsning af transportdækkene på transportvognen.

Rådet udtalte 5. juli 2022:

Spørgsmål 1:

Finder rådet, at transportvirksomheden/chauffør ved at have transporteret et slagtesvin under sådanne forhold, at svinet kunne få den beskrevne skade, og således at en hudflap forrest på dyrets venstre ben blev afrevet og blotlagt ind til knogle og led, derved har undladt at behandle dyret omsorgsfuldt og udsat slagtesvinet for unødig smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe og i bekræftende fald,

Spørgsmål 2:

Om dyret, derved har været udsat for uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling.

Svar ad 1 og 2:

Følgende fremgår af embedsdyrlægens anmeldelse af 13. oktober 2021:

”... ved det levende syn på slagteriet … den 31. maj 2021 kl. 16.18-16.40 konstaterede at et dyr var kommet alvorligt til skade på bilen. På bilens midterste dæk befandt der sig en gris, der i forbindelse med aflæsningen af de øvrige dyr havde et blodindsmurt venstre forben, hvor en hudflap forrest på dyrets ben er afrevet og der er blotlagt ind til knogle og led. Dyret blev aflivet og der blev taget fotodokumentation se bilag 2. Chaufføren af det pågældende læs… blev informeret om forholdet på stedet, og han bemærkede, at han i forbindelse med aflæsning (hævning/sænkning af vogndæk) havde hørt en gris skrige. Ved undersøgelsen efter aflivning af dyret kunne embedsdyrlægen konstatere, at der på den nederste del af venstre forben var afrevet en større hudflap som blotlagde både knogle og led. (Billede 1 4). Ved den kødkontrolmæssige undersøgelse efter slagtning foretaget af embedsdyrlægen, fandtes ud over den beskrevne læsion af tåen (billede 1-4), tillige udbredt og højgradig nedbrydning af muskulaturen i de store muskelgrupper foreneligt med smerterelateret stresspåvirkning (billede 5). Slagtekroppen blev grundet disse forandringers voldsomhed totalkasseret.”

Af sektionsattest af 26. januar 2021 fra Sektion for Patologi, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, KU SUND fremgår følgende vedrørende præparatet mærket ”.... Fastklemt ben, Lev. nr. ...”:

”Ved inspektion af præparatet fandtes på dorsum af distale carpus en tværgående ulceration med omvendt U facon, placeret på højde med basis af biklovene. Ulcerationen, der havde regulære, blodunderløbne sårrander, var ca. 5 cm bred på benets dorsale flade, og strakte sig ca. 4 cm ned langs tåens laterale flade mod basis af den laterale biklov. Ulcerationens distale afgrænsning udgjordes af 2 flapdannelser, der havde deres udspring midt på kronranden af den mediale hovedklov. I hornlaget på den mediale hovedklov fandtes en dorsalt placeret revnedannelse med en længde på ca. 1,5 cm. Umiddelbart proximalt for ulcerationen fandtes et område på ca. 3 x 1,5 cm med overfladisk erosion i huden, samt hårtab. Under flapdannelserne fandtes laceration og blødning i muskulaturen med blotlæggelse af senestrukturer, samt åbning til kodeleddet (metacarpophallangealleddet) på den laterale hovedklov. Endvidere fandtes en tværgående fraktur af den laterale hovedklovs kodeben med stedvist dorsalt tab af knoglens compacta. Der blev udtaget væv fra repræsentative områder af sårranden til histologisk undersøgelse.

Histologi: Ved den histologiske undersøgelse fandtes laceration af bløddelsvævet med stedvise reaktionsløse blødninger i interstitiet. Der fandtes ingen tegn på inflammatorisk reaktion, herunder ingen tegn på reparatoriske forandringer.

Konklusion: På baggrund af ovenstående fund kan det konkluderes, at præparatet er sæde for en akut opstået, tværgående ulceration umiddelbart distalt for carpus på venstre forben med laceration af bløddele, blotlæggelse af senestrukturer og kodeled, samt fraktur af kodebenet på laterale hovedklov. Baseret på den histologiske undersøgelse vurderes de patologiske forandringer at være opstået i nær tilslutning til aflivningstidspunktet.”

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Transport af levende produktionsdyr skal ske i særligt indrettede transportvogne, som anvendes og betjenes på en måde, der forebygger enhver beskadigelse af dyrene under læsning, transport og aflæsning af disse.

Lægges ovenstående beskrivelser sammenholdt med det øvrige materiale, herunder billedmateriale til grund, finder Rådet, at svinet, ved under aflæsningen at være klemt imellem transportvognens etagedæk og derved have pådraget sig en omfattende læsion af et forben, har været udsat for den højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Rådet finder, at svinet derved har været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr med karakter af mishandling, jf. dyrevelfærdslovens § 2.

Spørgsmål 3:

Giver sagens fakta rådet anledning til yderligere bemærkninger.

Svar ad 3:

Nej, sagen giver ikke Rådet anledning til yderligere bemærkninger.

Afgørelse:

Påtaleopgivelse i medfør af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2, da anklagemyndigheden ikke vurderede, at sigtede ville blive fundet skyldig i overtrædelsen.