Et svin fik delvist afrevet trynen under læsning/transport til slagteri. Et andet svin blev transporteret til slagtning med kronisk artrose i albueleddet samt deformation af klovbenet.

Rådet udtalte 2. juni 2022:

Forhold 1:

Spørgsmål 1:

Såfremt oplysningerne i sagen om uheldsmåden, skadens omfang og embedsdyrlægens vurdering af, at chaufføren burde have hørt grisen, samt handlet herefter lægges til grund, anmoder jeg Rådet om at besvare, hvorvidt den beskrevne adfærd efter Rådets vurdering udgør en uforsvarlig behandling af dyr, grovere uforsvarlig behandling af dyr, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens § 28, stk. 1-3.

Svar ad 1:

Rådet forstår spørgsmålet således, at der med ordene ”den beskrevne adfærd” henvises til det forhold, at læsningen af dyrene ikke blev indstillet, samt at svinet blev transporteret til slagtning.

Af embedsdyrlægens anmeldelse af 7. juli 2017 fremgår bl.a. følgende:

”… ved levende syn på slagteriet … havde 1 af dyrene fået skåret halvdelen af næsen af. Dyret var, ifølge transportørens køreseddel, en del af en leverance på i alt 212 dyr. Undertegnede embedsdyrlæge konstaterede i øvrigt ved aflæsningen, at dyret gik i det bagerste skillerum sammen med 17 andre dyr på det midterste dæk. De fleste af de 17 andre dyr, var indsmurt med størknet blod på størsteparten af kroppen. Dyret blev nærmere undersøgt efter aflivning. Ved en overfladisk klinisk undersøgelse efter aflivningen kunne det konstateres, at grisens næse var skåret af på tværs fra højre side omkring 2 cm under øjet og med et snit gående skråt over næsen frem mod trynen på venstre side. Næseskillevæggen sad tilbage på den afskårne næsehalvdel, der kun hang fast i et stykke hud fra venstre kind. Ved at vende det afskårne stykke, kom den hårde gane til syne. … Tungen i underkæben fandtes revet i stykker, …. Undersøgelsen af hovedet i efterkontrollen viser yderligere, at underkæben er brækket i det samme område, hvor næsen er skåret af,… De to forreste tænder i underkæben er synlige, siddende fast i knoglestumperne...”

Sagens fotodokumentation understøtter embedsdyrlægens beskrivelse og konklusioner.

De beskrevne forandringer i svinets hoved er, ud over tabet af trynen, karakteriseret ved laceration af tungen samt fraktur af underkæben, hvilket har krævet, at hovedet/trynen er blevet påvirket med en meget betydelig, udefrakommende kraft.

Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at skaden sandsynligvis er sket ved hævning/sænkning af vogndækket under på- eller aflæsning af dyrene. Skaden kan ikke være påført af et andet dyr.

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at svinet, ved at være transporteret på en måde, så trynen blev afrevet og underkæben voldsomt læderet, så det ved ankomsten til slagteriet fremstod chokeret, med tab af trynen og fraktur af underkæben, har været udsat for den højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Rådet finder, at svinet under transporten har været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr med karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens § 1.

Spørgsmål 2:

Såfremt det er muligt, skal jeg anmode om rådets vurdering af, om chaufføren i forbindelse med dækket hæves, og grisen ifølge embedsdyrelægens vurdering kommer til skade, som angivet i sagsmaterialet, har eller sandsynligvis har skreget i et sådant omfang, at chaufføren har eller burde have hørt skriget, som angivet af embedsdyrlægen, selvom der var 211 yderligere grise i anhængeren.

Svar ad 2:

Spørgsmålet har hypotetisk karakter, og Rådet kan ikke med nogen grad af sikkerhed vurdere, om chaufføren eller andre personer kunne have hørt eventuel vokalisering fra det pågældende svin.

Spørgsmål 3:

Rådet anmodes endvidere om, så vidt muligt, at tage stilling til, hvorvidt den af embedsdyrelægen beskrevet uheldsmåde har eller sandsynligvis har medført den skade, som embedsdyrelægen har angivet, at grisen havde.

Svar ad 3:

Se svar ad 1.

Spørgsmål 4:

Jeg skal anmode Rådet, så vidt muligt, at tage stilling til, om der generelt i forbindelse med hævning eller sænkning af dæk, bør føres tilsyn med dyrene før, under og efter hævningen eller sænkningen.

Svar ad 4:

Enhver form for transport af levende dyr skal ske i særligt indrettede transportvogne, som anvendes på en måde, der forebygger enhver beskadigelse af dyrene under læsning, transport og aflæsning af disse.

Forhold 2:

Spørgsmål 5:

Såfremt oplysningerne i sagen om grisens helbredstilstand og embedslægens observationer lægges til grund, anmoder jeg Rådet om at besvare, hvorvidt den beskrevne adfærd efter Rådets vurdering udgør en uforsvarlig behandling af dyr, grovere uforsvarlig behandling af dyr, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens § 28, stk. 1-3.

Svar ad 5:

Rådet forstår spørgsmålet således, at der med ordene ”den beskrevne adfærd” henvises til det forhold, at svinet blev transporteret til slagtning.

Af embedsdyrlægens anmeldelse af 31. januar 2018 fremgår bl.a. følgende: ”… Heraf var et af dyrene gangbesværet (unormalt bevægelsesmønster) og tillige støttehalt (tydeligt halt men tog dog støtte), hvilket gjorde, at svinet blev sorteret fra til nærmere klinisk undersøgelse… den støttehalte og gangbesværede gris ikke var transporteret adskilt fra de andre grise. Dyret blev nærmere undersøgt både i levende live og efter aflivning…

Ved den kliniske undersøgelse af det levende svin kunne det konstateres, at grisen havde svært ved at rejse sig og tumlede rundt. Det lykkedes efter nogle forsøg grisen at komme op og gå nogle skridt under stort besvær, hvorefter den igen tumlede rundt. Når grisen forsøgte at skåne venstre bagben ved at forlægge vægten til modsatte diagonal (venstre forben og højre bagben) krævede det så meget anspændelse i strække muskulaturen til venstre forben, at grisen faldt omkuld gentagne gange. Grisen var normal af vægt. Grisen virkede stresset. Grisen rystede/sitrede og havde forøget vejrtrækning.

Det vurderes, at dyret var støttehalt og gangbesværet i svær grad på de pågældende ben… Efter aflivning blev det konstateret, at grisen led under højgradig støttehalthed på venstre bagben, samt senekontraktion på venstre forben. Dette gjorde det umuligt for grisen at rette koden ud og derved udvistes vedvarende overkodning på benet.”

Af obduktionsattest af 1. marts 2022 fra Sektion for Patologi, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, KU SUND fremgår bl.a. følgende:

”Forben: Præparatet målte ca. 39 x 25 x 9 cm. Ved inspektion af præparatet fandtes huden og muskulaturen delvist indtørret (sfa. længere tids frysning). Der fandtes hyperfleksion af carpus i en vinkel på ca. 115°, hvorfra normal ekstension af benet ikke var mulig. Ved inspektion af klovene fandtes et abnormt slid af hornlaget på begge hovedklove med laceration af tåspidserne, mest udtalt på den mediale tå. Den laterale hovedklov fremstod fortykket og med en abnorm afrunding af den distale del af tåen. Ved saggital gennemsavning af hovedklovene fandtes en deformitet af klovbenet på den laterale tå. Klovbenet fandtes reduceret i størrelsen så det havde en størrelse der tilsvarede klovsenebenet (klovbensreminicens). I klovleddet fandtes artrodese. Klovbensreminiscensen var omgivet af bindevæv med en tykkelse på ca. 0,8 cm. På den mediale hovedklov fandtes blottelse af den distale spids af klovbenet i relation til den tidligere omtalte horn laceration. Ved åbning af benets øvrige led fandtes i relation til albueleddet en dissekerende, ulcerativ, artrose med flapdannelse på den laterale humeruscondyl. Ulcerationen i ledbrusken var ca. 2,5 cm lang, og der fandtes øgede mængder af serohæmorrhagisk ledvæske, samt sekundær proliferation af synovialmembranen. Ved gennemsavning af humerus fandtes i relation til bruskulcerationen en underliggende eburnisering i knoglevævet. Desuden fandtes en kontraktion af den overfladiske- og dybe bøjesene at være årsag til den carpale hyperfleksion.

Bagben: Præparatet målte ca. 75 x 30 x 17 cm. Ved inspektion af præparatet fandtes indtørring af hud og muskulatur svarende til den beskrevet for forbenet. Umiddelbart proximalt for biklovene var ved modtagelsen gjort indsnit til ophæng på hængejern. Craniolateralt for hængejernsindsnittet fandtes et område med mørk misfarvning af huden og benet fandtes let diffust fortykket hen over kron- og kodeleddene. Ved sagital gennemsavning af hovedklove og underben fandtes en akut, bilateral epifysiolyse af de distale dele af metatarsalknoglerne i begge hovedklove med omkringliggende blødning og subkutant hæmorrhagisk ødem. Der fandtes blodresorption i knæfolds- og bækkenlymfeknuderne. Muskulaturen fandtes på hele benet lys og væskedrivende (foreneligt med tilstanden Pale, Soft and Exudative, PSE). Der blev udtaget væv fra repræsentative områder af bløddelene til histologisk undersøgelse.

Histologi: Ved den histologiske undersøgelse af bløddelene i relation til epifysiolysen, fandtes trombedannelse i huden, subkutant ødem og moderat interstitiel blødning samt stedvis bakteriel kontaminering. Bløddelsvævet fandtes stedvist lacereret med diffust udbredt cellulært debris foreneligt med trykning/knusning. I relation til læsionerne fandtes sparsomt til ingen cellulær reaktion.

Konklusion:
Baseret på ovenstående fund kan det konkluderes, at det venstre forben var sæde for en kronisk, dissekerende, ulcerativ artrose med flapdannelse og sekundær hyperplasi af synovialmembranen i albueleddet. Endvidere var forbenet sæde for en deformation af klovbenet med omkringliggende fibrosering i den laterale hovedklov med artrodese i klovleddet og hyperkontraktion af den overfladiske- og dybe bøjesene. Alle læsionerne vurderes at have en alder på flere uger. Det venstre bagben var sæde for en akut bilateral epifysiolyse af de distale dele af metatarsalknoglerne i begge hovedklove. Baseret på de makroskopiske fund og den histologiske undersøgelse vurderes denne skade at være opstået umiddelbart forud for dyrets død.”

Fotodokumentationen understøtter embedsdyrlægernes beskrivelser.

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Syge og tilskadekomne dyr skal have en passende behandling. Retter dyrene sig ikke på denne behandling, skal dyrene aflives, eller en dyrlæge skal konsulteres.

Dyr, der ikke kan gå og stå ved egen hjælp, eller dyr, der er springhalte, svært støttehalte eller udpræget gangbesværede på grund af diagnosticeret eller formodet knoglebrud, ledskred, smertefulde betændelsestilstande i lemmerne (ledbetændelse, seneskedebetændelse o. lign.) samt dyr som lider af almen svækkelse, må ikke transporteres levende til slagtning eller til levebrug, men skal aflives eller nødslagtes på stedet.

Lægges sagsakterne til grund, finder Rådet således, at svinet ikke var egnet til transport. Ved at være transporteret har det været udsat for stor risiko for bid og puf fra de andre svin samt stød mod vognenes sider, hvorved det har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Rådet finder, at slagtesvinet har været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens § 1.

Spørgsmål 6:

Derudover skal jeg anmodet rådet om, at vurdere, så vidt muligt, om skaden på grisen har eller sandsynligvis har været til stede og erkendeligt for lægmand/landmand/chauffør ved pålæsning af grisen.

Svar ad 6:

Haltheden på venstre forben har været tydelig erkendbar ved observation af svinet i bevægelse. Rådet skal bemærke, at Rådet ikke anser landmænd og chauffører med autorisation til dyretransport som lægfolk.

Spørgsmål 7:

Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, anmoder jeg Dem om også at oplyse det.

Svar ad 7:

Rådet har ikke yderligere bemærkninger.

Afgørelse:

Både chauffør og virksomhed var tiltalt i begge forhold.

For både chauffør og virksomhed blev sagen afgjort med påtaleopgivelse i medfør af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2. Anklagemyndigheden vurderede, at videre forfølgning af sagen ikke kunne ventes at føre til, at en domstol ville finde tiltalte skyldig, da begge forhold måtte anses som strafferetlig forældede.