2016-32-0152-00055

Grise med en vægt > 5 kg aflivet ved at banke hovedet i gulvet

02-06-2016

Skrivelse af 5. februar 2016 fra Syd- og Sønderjyllands Politi (3300-89110-00051-15).
En landmand anmeldes til politiet pga. en længerevarende afbrænding af materialer uden for ejendommen. Politiet konstaterer forekomst af knoglerester mv. fra grise i bålresterne og Fødevarestyrelsen tilkaldes. Ved besætningsgennemgangen fandtes ved fravænningsafdelingen 3 døde grise med en vægt, der skønsmæssigt væsentligt oversteg 5 kg. Grisene var iflg. besætningsejeren aflivet ved at slynge dem direkte i betongulvet med hovedet forrest. Inde i besætningen fandtes der i 2 tilfælde eksempler på syge- eller tilskadekomne grise, der ikke var håndteret korrekt. I begge tilfælde var der tale om kronisk, uhelbredelige skader med bevægelseshæmning og påvirkning af almenbefindende. Én af grisene aflives straks i forbindelse med besøget.

Rådet udtalte 3. juni 2016:

Af fremsendelsesbrevet fremgår:

”Det fremgår af anmeldelsen, at Fødevarestyrelsen med politiets tilstedeværelse den 7. september 2015 udførte et gennemgående kontrolbesøg i besætningen efter anmeldelse om afbrænding af døde grise på ejendommen X den 3. september 2015.

Besætningen bestod af ca. 1.500 smågrise og 800 slagtesvin.

Stalden bestod af en klimastald, som var opbygget med 12 sektioner samt en slagtesvinestald, som var opbygget med 29 verandastier. De to stalde var fysisk adskilt men forbundne med passage via en uden­dørs drivgang.

Sagens forhold 1: Ukorrekt aflivning af 3 smågrise

Ved døren i klimastalden lå 3 døde grise, hvor de 2 havde en vægt på 6 -7 kg og den 3. en vægt på ca. 10 kg. De havde ingen hul i panden efter boltpistol og de var ikke afblødt. Sigtede A forkla­rede, at de var aflivede ved at banke deres hoved i gulvet.”

Spørgsmål 1:

Hvis det lægges til grund, at der er tale om aflivning af grise over 5 kg uden brug af boltpistol og efterføl­gende afblødning, er der da efter Det Veterinære Sundhedsråds opfattelse tale om uforsvarlig behandling af dyr, grovere uforsvarlig behandling af dyr eller eventuelt mishandling af dyr?

Svar ad 1:

Det fremgår af sagsakterne, at der hersker enighed om, at tre fravænningsgrise var aflivet ved at slynge hovedet ned imod et hårdt underlag (betongulv). Der var ikke foretaget en forudgående bedøvelse med boltpistol eller en efterfølgende afblødning ved indstik til halspulsårerne.

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst varigt mén og væsentlig ulempe. Den, der vil aflive et dyr, skal sikre sig, at dyret aflives så hurtigt og så smertefrit som muligt

Ved aflivning af svin > 5 kg skal der til bedøvelse anvendes en boltpistol, medmindre aflivningen foretages af en dyrlæge, slagter, jæger, eller enden person med uddannelse i slagtning og aflivning.

Lægges ovennævnte til grund finder Rådet, at sigtede ved at forsøge at aflive tre svin af en vægt på over 5 kg på anden måde end ved anvendelse af boltpistol med penetrerende bolt, og ved efterfølgende at have undladt at afbløde dyrene, ikke har sikret sig, at grisene blev aflivet på en veterinærfaglig korrekt måde så hurtigt og smertefrit som muligt.

Herved har grisene været udsat for højeste grad af smerte, lidelse og angst, ligesom de ikke har været behandlet omsorgsfuldt. Rådet vil karakterisere forholdet som groft uforsvarlig behandling af dyr med karakter af mishandling.

”Sagens forhold 4: Ukorrekt håndtering af syge og tilskadekomne dyr

Gris 1: Grisen, som var en stor gris i slagtesvinsstørrelse, var placeret i klimastalden sammen med 2 andre store slagtesvin. Grisens forben var hævede og hårde omkring albuerne, og den kunne næsten ikke rejse sig. Den var tydeligt smertepåvirket, idet den skød ryggen op og krummede ryg og ville helst ligge ned. Grisen blev aflivet i forbindelse med kontrolbesøget.

Gris 6: Grisen var placeret i slagtesvinsstalden sammen med andre slagtesvin. Grisen var halt på venstre forben, hvor der var en hård fortykkelse fra forknæleddet og ned til kloven. Den var alment påvirket og skød ryggen op og krummede ryg som tegn på smerte. Grisen var be­tydeligt mindre end de øvrige grise i flokken.”

Spørgsmål 2:

Gris 1: Hvis det lægges til grund, at grisens tilstand har stået på i flere dage vurderet på baggrund af hårdheden på hævelserne på forbenene, samt at den ikke har været isoleret i sygesti, så den kunne rejse sig og søge tilflugt fra andre grise, ligesom den har haft forringet mulighed for adgang til foder og vand i konkurrence med de øvrige slagtesvin, er der da efter Det Veteri­nære Sundhedsråds opfattelse tale om uforsvarlig behandling af dyr, grovere uforsvarlig be­handling af dyr eller eventuelt mishandling af dyr?

Gris 6: Hvis det lægges til grund, at grisens lidelse er opstået over flere dage vurderet på baggrund af hårdheden af hævelsen og grisens halthed, samt at den ikke har været isoleret i sygesti med medicinsk behandling eller rettidig aflivning, ligesom den under stærk smertepåvirk­ning tydeligvis ikke har været i stand til at søge tilflugt fra de andre grise i stien, og grisen har haft forringet mulighed for adgang til foder og vand i konkurrence med de øvrige grise i stien, hvorfor den er sat tilbage i vækst, er der da efter Det Veterinære Sundhedsråds opfat­telse tale om uforsvarlig behandling af dyr, grovere uforsvarlig behandling af dyr eller even­tuelt mishandling af dyr?

Svar ad 2:

Gris 1:
Alle dyr, der synes at være syge eller tilskadekomne, skal omgående have en passende behandling.

Hvis et dyr ikke kommer sig hurtigt af denne behandling, skal dyret enten aflives straks eller også skal en dyrlæge konsulteres hurtigst muligt. Om fornødent skal syge eller tilskadekomne dyr isoleres i et passende rum med tør og bekvem strøelse.

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt imod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Ved ikke at være flyttet til en særlig sygesti, tilset og forsøgt behandlet af en dyrlæge tidligt i sygdomsforløbet, eller ved straks at være aflivet, har gris nr. 1 været udsat for høj grad af lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Rådet vil karakterisere forholdet som groft uforsvarlig behandling af dyr.

Gris 6:
Alle dyr, der synes at være syge eller tilskadekomne, skal omgående have en passende behandling.

Hvis et dyr ikke kommer sig hurtigt af denne behandling, skal dyret enten aflives straks eller også skal en dyrlæge konsulteres hurtigst muligt. Om fornødent skal syge eller tilskadekomne dyr isoleres i et passende rum med tør og bekvem strøelse.

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt imod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Ved ikke at være flyttet til en særlig sygesti, hvor den har kunnet være beskyttet i forhold til andre og raske grise, og ved ikke at være tilset og forsøgt behandlet af en dyrlæge tidligt i sygdomsforløbet, eller ved straks at være aflivet, har gris nr. 6 været udsat for høj grad af lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Rådet vil karakterisere forholdet som groft uforsvarlig behandling af dyr.

Spørgsmål 3:

Giver sagen i øvrigt Det Veterinære Sundhedsråd anledning til bemærkninger?

Svar ad 3:

Nej.

Afgørelse:

Tiltalte blev straffet med bøde på 12.000 kr. Forvandlingsstraffen for bøden var fængsel i 10 dage.

Tiltalte frakendtes betinget i 3 år fra endelig dom retten til at eje, bruge, passe, slagte eller i det hele taget beskæftige sig personligt med produktionsdyr.

Tiltalte skulle betale sagens omkostninger.